Til eksamen som 3-årig

Augusta går til ballet, og hun elsker det. Jeg valgte holdet til hende, da de havde fokus på leg og sjov og ikke hardcore ballet-øvelser.
Stor var min overraskelse da jeg for en måned siden fik at vide, at ALLE elever på skolen nu skulle til eksamen. Jeg luftede min undren og spirrende bekymring for underviseren, der beroligede mig med, at det var stille og roligt og en meget hyggelig dag.
Det ville være ligesom en almindelig undervisningsgang. Augusta skulle bare svanse rundt med sine venner og underviseren. Ligesom hun gør hver tirsdag…

Sådan blev det overhovedet ikke!

Søndag morgen gik Augusta og jeg hen mod stedet hvor eksamen skulle afholdes. Vi blev mødt af en fremmed mand, der tog imod Augusta. Forældre måtte åbenbart ikke komme med op til lokalerne.
Augusta, der ellers er en sej bøf, var meget utryg, men fulgte dog med manden.
Jeg fik at vide, at jeg kunne hente hende halvanden time senere…

Jeg fandt det meget besynderligt, at det hele skulle være så formelt. Det var ikke hvad underviseren havde sagt til mig. Jeg havde forventet en glad stemning, og at forældrene måske måtte se med, når børnene skulle danse.
Der var en anspændt stemning som, når man selv skulle til eksamen – ikke noget der passede til en lille 3-årig pige med strutmave.

Da jeg endelig måtte hente Augusta igen, blev jeg mødt af et meget trist blik i hendes store, brune øjne .
Jeg kunne se, at hun havde grædt.
Det havde på ingen måde været en god oplevelse for hende. Og jeg er så ked af, at jeg tog hende derhen, og at hun skulle igennem det.
Heldigvis havde hun rystet det af sig, da vi kom hjem og hoppede i poolen. Men jeg har stadig frygtelig dårlig samvittighed overfor hende. Det skulle hun ikke have været igennem.
Næste gang jeg ser underviseren, så skal hun få min sande mening om den eksamen. Det var på ingen måde afslappende, sjovt og hyggeligt. Jeg kan slet ikke se pointen i, at så små børn skal testes på den måde.
Augusta skal bestemt ikke til eksamen igen før om mange år, hvor hun har lidt mere forståelse for, hvad hun går ind til.

 

 

Disney On Ice

Dem sidste uges tid er vi på vores daglige busture blevet mødt af plakater og diverse reklamer for Disney On Ice – det storslåede show, hvor disneyfigurerne løber rundt på skøjter.
Børnene har været så begejstret og ønsket at komme ind og se det.
I dag overraskede vi dem så med billetter til dette show… jublen ville ingen ende tage.

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde forestillet mig… selvfølgelig disney figurer, der løb på skøjter, men hvordan kunne de fylde to timer med det.
Men det var bygget op over historier. En hurtig gennemgang af de mest populære Disney film. Alle børn på tilskuerrækkerne gættede højt, hvilken film der nu blev præsenteret og alle sang med på sangene.
Augusta gav den gas, da sangen fra Frozen blev spillet.
Det var et virkelig godt show, der både underholdte børn og voksne.

Når man skriver sit navn for første gang

Augusta havde den vildeste succesoplevelse i dag. Hun skrev sit navn for første gang.
Og hun var så stolt af sin egen præstation, at hun gik rundt med papireti en time og kiggede beundrende på eget værk – på et tidspunkt klappede hun endda af sig selv.
Moderen er selvfølgelig også stolt af sin dygtige 3-årige…
Til det skrevne navn hører naturligvis et tegnet selvportræt, så man ikke kan være i tvivl om hvem Augusta er – tror hun har groet et par ekstra tænder i dagens anledning.
Som Valdemar udtrykte det: Good job, Augusta. Well done!

I mål i Christchurch

Vi pakkede sammen og kørte Berta i mål i Christchurch.
Efter hun blev afleveret checkede vi ind på det samme motel, om vi startede med.

Vi blev enige om at to uger i autocamper var passende. Så det var ikke med trillende tårer og triste miner, at damen blev leveret tilbage.

Måske havde vi haft det anderledes hvis vi havde haft sol hver dag. Men lige nu glædede vi os til at få et ordentligt bad og sove i en blød seng.

Vi kørte omkring 1600 kilometer på turen, og vi har set det meste af sydøen.
Det er uden tvivl den bedste måde at opleve New Zealand på, hvilket alle er enige om, når man ser sig rundt på vejene, hvor det vrimler med autocampere.

Det er bestemt ikke sidste gang, at vi ferierer i ”rullende hotelværelse” og det bestemt heller ikke sidste gang, at vi besøger New Zealand, der har gjort et uudsletteligt indtryk på os.

Woodend Beach

Vi havde planlagt at vores sidste dag i selskab med Berta skulle være en stranddag.
Vi havde fundet den fineste strand tæt ved Christchurch, hvor campingpladsen lå lige ned til vandet og her var tilmed hele tre legepladser.
Det hele virkede perfekt og gennemtænkt. Der var kun en ting, som vi ikke kunne planlægge. Vejret!
Vi vågnede op til tunge grå skyer og silende regn.
Efter at have rådført os med vejrudsigten, røg humøret helt i bund. De lovede regn på hele østkysten hele dagen.

Det positive var at måske var det godt, at vi ikke havde fået plads på hvalsafarien.
Vi havde højst sandsynligt ikke set nogen hvaler i det vejr. Og det havde været ærgerlige penge at bruge.

Men det var altså surt at trille ind på campingpladsen i Woodend og ikke kunne bruge den optimalt på grund af vejret. Det hele sejlede i vand og vi så ikke et menneske.
Vi måtte hygge i vognen.

Sidst på eftermiddagen klarede det heldigvis op og regnen stoppede.
Nikolaj tørrede tingene på legepladsen af med et håndklæde, og så kunne børnene få brændt krudt af.
De blev godt nok beskidte, men de havde det sjovt.

Vi vovede os også ned på stranden. Den havde virkelig været perfekt i solskinsvejr.
Ren sandstrand og lavvande lige til at bade i – hvis ikke det blæste så håret var ved at falde af.
Stranden kan helt sikkert anbefales.

 

Hanmer Springs dag 2

Dagen startede med en kæmpe skuffelse. Vi skulle have været videre til Kaikoura og se hvaler. Det har været lidt svært at finde wifi på turen, men på denne campingplads havde vi langt om længe adgang til www.
Efter at have besøgt hjemmesiden for hvalsafari, indså vi at de stadig var ramt af jordskælvet deroppe og havde ikke nær så mange skibe som de ellers plejer.
Nikolaj ringede derfor for at booke og være sikker på at få plads på en båd. Det ville være ærgerligt at tage helt dertil, hvis de ikke havde plads.
Det havde de ikke.
Ingen ledige pladser før om 4 dage. Totalt nedtur.

I stedet blev vi i Hanmer Springs. Det var lørdag og ugens marked skulle være fint i bymidten.
Ugens marked begrænsede sig til 5 borde med nips, så det var hurtigt overset.

I stedet tog vi til byens dyrepark. Det var en lang gåtur i brændende solskin – men hvem klager over solskin!

Det skulle vise sig at være det mest fantastiske sted og måske højdepunktet på hele turen for Valdemar. Den eneste dag hvor drengen ikke spurgte hvornår han skulle hjem til Singapore – der er ikke meget eventyrer i ham.

Der var ganske få besøgende. Så bestemt ikke overrendt.
Vi kunne fodre alle dyr. De fleste kom hen til os og var noget så søde.
Børnene håndfodrede og nussede blandt andet heste, får, lamaer, små dådyr og wallabies.

Valdemar havde dårligt nok tid til at spise frokost, for han kunne slet ikke få nok af dyr.
Han og Augusta rendte efter hønsene og snakkede med gederne.
Det var bestemt et hit, og det undrer os, at der ikke var flere mennesker.

Efter en hurtig shoppingtur i det lokale supermarked, hvor vi provianterede til aftensmaden, var vi atter tilbage på campingpladsen, hvor børnene gav den gas på hoppepuden.

Nikolaj nød ikke at skulle køre i dag. Og selv om vi var virkelig ærgerlige over ikke at komme på hvalsafari, viste det sig at blive en dejlig bonusdag i Hanmer Springs.

Hanmer Springs

Vi overvejede at blive en dag ekstra i Reefton. Fordi der var så dejligt. Men det ville betyde, at vi ikke kunne nå at se hvaler i Kaikoura. Så vi måtte følge planen og pakke vognen sammen og vinke farvel til Reefton.

Turen gik til Hanmer Springs og var omkring 140 km. Der var lidt bjergkørsel, men intet at sammenligne med tidligere ture.

Vi er efterhånden blevet lidt mættede af at se de store bjerge omkring os. Dermed ikke sagt, at vi ikke sætter pris på dem og synes, at de er overvældende smukke, men de er efterhånden blevet et noget mere sædvanligt syn.
Men ingen tvivl om at turen var særdeles smuk – især i solens stråler.

Vi valgte en lidt dyrere campingplads, så der var noget sjovt for børnene. De blev meget glade for både legeplads og hoppepude.

Nikolaj lejede en mountainbike, og så fik han sin lyst styret med at køre i bjerge. Faktisk så vi ikke mere til cykelrytteren den eftermiddag.
Det var ok… vi hyggede nu også fint med legeting og bog.

Reefton

Hurra… solen kom frem igen, og pladsen som ellers var grå og kedelig i går, så så fin ud i solens stråler.
Jeg gik en morgentur ned til søen og så den flotteste, spejlblanke overflade, der spejlede bjergene i baggrunden. Et perfekt syn til at starte dagen på.
Det var sådan jeg havde forestillet mig Lake Matheson ville have set ud dagen tidligere.

Vi pakkede børn og vogn sammen og fortsatte mod Reefton.
Reefton er en gammel mineby. De udvinder åbenbart stadig guld i byen, men ellers er al mindedrift nedlagt. Den bar præg af den tidligere minedrift med masser af info om den svundne tid.

Vi gik gennem en mineskakt – skabt specielt til lejligheden. Børnene synes, at det var meget spændende.

Vi blev lidt forelskede i det lille samfund. Det virkede virkelig hyggeligt. Livet var enkelt og tempoet langsomt.
Nikolaj begyndte straks at fantasere om at slå sig ned sådan et sted og køre mountainbike i de omkringliggende bjerge. Vi blev grebet lidt af stemningen. Men en meget fin og autentisk by.

Lake Mahinapua

Det gode vejr kom så heller ikke i dag. Jeg kom til at lure på vejrudsigten, og blev kun endnu mere deprimeret. De havde lovet regn hele dagen i hele det område, som vi skulle være i.

Nikolaj forsøgte sig med: det er ikke vejret, den er gal med, men påklædningen… men helt ærligt, alle er bare mere glade i solskinsvejr. Og alt ser meget smukkere ud i solens stråler.

Vores første stop var Lake Matheson, som skulle være et fantastisk syn. Mount Cook skulle spejle sig i den spejlblanke sø, og mange siger, at det er højdepunktet på hele turen på Sydøen.

Vi gik en halv times tid i regnvejr gennem en skov. Da vi nåede frem, var søen på ingen måde spejlblank på grund af regnen. Det hele virkede bare gråt.
Jeg var ret skuffet.

Til gengæld havde vi set, at vi ville køre mod det gode vejr på vores videre tur.
Så i stedet for at mukke over at Lake Matheson ikke var så smuk som forventet, så kastede vi os ud i Berta og kørte videre.

Næste stop på turen var Lake Mahinapua.
På vej til søen slog vi et smut forbi byen Hokitika. En lille hyggelig by med masser af butikker der solgte jade og træudskæringer. Vi fik købt lidt souvenirs med hjem og spiste en sen frokost.

Campingpladsen var i bund og grund en mark med et toilet. Der var masser af plads til børnene kunne spille bold og løbe, men marken var alt for våd.
Det lykkedes den gode grillmeister, at få gang i grillen, så vi fik lækker aftensmad.

Fox Glacier

Det regnede fra morgenstunden, da vi kørte fra Haast.
Jeg vil for eftertiden altid erindre Haast som et meget gråt og vådt sted.

Nikolaj havde styr på vognen, men jeg måtte hele tiden tage mig selv i ikke at bede ham om at kære langsommere. Jeg var simpelthen så bange for at vi skulle skride ud over et bjerg på de små, snoede veje.

Det regnede hele vejen til Fox Glacier, og der var ikke opklaring i sigte, da vi nåede frem.
Vi klædte os godt på i flere lag inden vi begyndte vandringen hen mod glacieren. Heldigvis var regnen nådig og holdt en pause, mens vi vandrede hen mod glacieren, men efterfølgende tog det til og stoppede ikke mere den dag.
Det var en lidt hård vej op ad et bjerg.
Nikolaj måtte bære Augusta.

Det blev tilrådet at man ikke stoppede op for længe af gangen, for der kunne være stenskred. Så vi gik i et moderat tempo.
Valdemar faldt sammen på en stor sten, da vi nåede toppen, og erklærede at han ikke havde i sinde at gå igen. Nogensinde.

Fox Glacier var imponerende. Vi kunne naturligvis ikke komme så tæt på. Men tæt nok til at fornemme hvilke kæmpe kræfter, der var på spil.
Fox Glacier og franz Joseph Glacier er de eneste glaciers i verden, der bevæger sig gennem tempereret klima.

De er ved at forsvinde. Vi så skilte på vej i bilen, hvor langt glacieren havde nået for 100 år siden og 50 år siden. Om ganske kort tid vil den være helt forsvundet.
Men vi så den. Og så gjorde det ikke så meget, at det var overskyet og regnede sporadisk.

Vi fik en plads på campingsitet, hvor vi kunne få vasket tøj. Augusta var løbet tør for rene, lange bukser og havde rendt rundt i nattøj i 2 dage.
Åh, campinglivets glæder.

Vi droppede at grille. Vejrguderne tilsmilede os ikke, da maverne begyndte at knurre. Så vi spiste på en nærliggende cafe.

Efter 2 dage med regn, må jeg konstatere, at jeg er en gladere campist, når solen skinner.
Jeg kan godt tangere til det negative, når det hele er gråt og vådt.
Nikolaj prøvede at holde humøret højt, men det var vist en lang, sej kamp for ham.
Vi håbede alle på bedre vejr i morgen.